En sommerhistorie om samleretik og sund skepsis.
Af Søren Bo Andersen.

I disse musicaltider er en snegl på vej’n jo tegn på regn i Spanien, mens en snegl fundet på stranden er tegn på noget andet. Især, hvis det er en fossil snegl, for så kan man måske udlede noget om nogle geologiske lag i nærheden, eller man kan sige noget om fossilets eventuelle transport med Istidens gletschere.

Jeg holdt ferie nær Langeland i forsommeren 2010. Jeg kom til en lille, stenfyldt strandlokalitet på østsiden af Langeland. Hvis man vil finde det på et kort, er det øst for landsbyen Snøde ved Snøde Udflyttere. Fruen hvilede i bilen i skyggen, jeg gik tur i strandstenene og lod blikket vandre – der kan jo ofte falde et søpindsvin af, når der er så meget flint til stede. Det gjorde der dog ikke, men midt i tang og sten ved højvandszonen fandt jeg en hvidlig, lang snegl, som allerede ved første blik så fremmed ud (se figur 1, skallen til venstre). Jeg havde set noget lignende i min datters samling af nutidssneglehuse (se figur 1, skallen til højre) uden dog da at kende navnet på dyret. Men jeg kender nok til danske nutidssnegle til at vide, at denne type ikke lever i vore (kølige) farvande – den så ud til at stamme fra varmere himmelstrøg. Et nærmere eftersyn viste, at sneglen var fyldt med en hvidlig kalksubstans, sediment, og at sneglen havde et lidt fossilagtigt præg over sig. Men det kunne jo heller ikke passe, at der her naturligt skulle kunne forekomme en snegl med kalksediment i fra Tertiærtiden.

Hvad gør man så? – man tager et par fotografier og mailer dem til Ingemann Schnetler og spørger sig for hos ham. Han kunne fortælle, at det formodentlig var en art af slægten Rhinoclavis, en cerithid-snegl, og at den sandsynligvis godt kunne stamme fra nogle lag fra Eocæn, måske fra Frankrig. Han spurgte dog videre hos Eivind Palm, der samler meget i de franske lag, men Eivind kendte ikke denne art fra det franske, men henviste i stedet til en art fra Miocæn, Cerithium taurinium.

Ok, sneglen hørte altså slet ikke til her på Østlangeland eller her i Danmark for den sags skyld. Sneglen kunne ikke være kommet med gletscherne, den måtte have været ude at køre i bil helt nede fra det fastlandseuropæiske område. Jeg måtte altså have fundet resultatet af en samleretisk dårlig opførsel! En turist, måske tysk eller hollandsk, har tidligere været på en lokalitet med disse cerithide snegle. Måske har der ligget en i tasken, trillet ud af en pose eller glemt efter en tidligere indsamling. Man kan næsten forestille sig samleren ærgre sig over, at han ikke helt kan huske, hvilken lokalitet den nu var fra – og så er dens videnskabelige værdi pludselig stærkt forringet – altså ud med den! Men han burde have smidt den i affaldsspanden eller have knust den med et par hammerslag – for at undgå forvirring hos andre samlere – det ville være god samleretik. At nogen med vilje skulle have placeret den for at skabe forvirring, tør jeg slet ikke tænke på.

Så min opfordring her er dels, at man som samler altid lige skal skal tænke: Ka’ det nu også passe? - og dels at man skal bortskaffe sine sten og fossiler med omtanke. På den anden side, var denne historie jo så ikke blevet til noget, vel? J

Figur 1. Sneglen til venstre er den fra Østlangeland, nederst ses mundigen med udfyldning
af kalksediment. Sneglen til højre er en nutidssnegl, Rhinoclavis, fra Phillippinerne.
Målestokken yderst til venstre er 5 cm lang.
Alle fotos: Søren Bo Andersen.